Efter henvendelse fra en erhvervsmentor i Indsats ApS – Odense Kommune, har vi på Munkebo Seafood A/S ansat 4 ukrainske medarbejdere, 1 rengøringsassistent og 3 i vores produktion og på vores lager.
Det har fra opstart været et rigtigt fint forløb, hvor vores mentor Tanja Frederiksen har sørget for mulige kandidater, været med under opstart og klaret alt papirarbejde ift. praktikforløbet på 4 uger. Vi har også efter praktikforløbet gjort brug af mentoren, når der er opstået spørgsmål eller tvivl til forskellige ting. Som udgangspunkt står mentoren klar til at hjælpe i 3 mdr. efter praktikforløbet. Medarbejderne har bla. også fået hjælp til oversættelse og gennemgang af deres ansættelseskontrakt.
Der kan selvfølgelig være udfordringer med sproget, men vi er så glade og stolte over, at vores medarbejdere har taget imod udfordringen om, at det er nødvendigt at der tales engelsk indimellem. Derudover går alle 4 medarbejdere på sprogskole i fritiden for at blive bedre til dansk.
Så vi kan kun opfordre andre virksomheder til at gøre brug af Indsats ApS, hvis I tænker på at ansætte 🇺🇦 ukrainere – så får I rigtig god hjælp og støtte til en perfekt indkøring af nye medarbejdere.
Tak til Indsats ApS, Odense Kommune, de imødekommende medarbejdere på Munkebo Seafood A/S samt vores nye modige kollegaer fra Ukraine!